Farmor

Det er den 11. september. Og min farmors 110-års fødselsdag. Farmor elskede alle mennesker og bad aftenbøn med hænderne foldede på sengekanten. Salmebogen lå altid fremme, i skålen sammen med hendes lyserøde ørepropper, der lignede støvet tyggegummi.

Farmor fik skyllet håret rødt hos Salon Blinkenberg. Hun gik med tørklæde og ærmeløse kjoler eller behagelige slacks og polyesterskjorter i flotte farver. I snøreskoene havde hun kæmpe knyster, og snuderne pegede udad, når hun rokkede ned ad Amagerbrogade. Hun snakkede med alle og var sød ved børnene på legepladsen. Jeg blev gal på mødrene, der trak deres unger væk, når hun bare ville sludre eller give deres snottede unger en tur på vippen. Jeg elskede, når hun stak hovedet ind i legehuset, så hun fyldte hele vinduet, og bestilte varer i min købmandsbutik:
”Et kvart pund smør og to pund stødt melis, tak“. Hun betalte næsten altid med en daler, og jeg troede, en daler betød, at man klaskede købmanden i hånden.

Alle samtaler udløste en sang hos Margrethe. Vi skulle bare sige undskyld, så var der trykket på knappen: ”Undskyld, Heeeeerr, må jeg byde Dem et kir’se’bææææær“. Hun trak i ordene med den vildeste gammel dame-vibrato, mens hun sejlede op ad åen og blafrede med overarmene.

Fra Holbæk af
Farmor kom fra et hjem med tretten søskende og flyttede hjemmefra som fjorten-årig med sin nye kommode. Da hun var ung pige i huset i Holbæk, begyndte hun at digte en sang om sig selv. Den havde nået mindst tyve vers, da jeg lærte hende at kende, men det er desværre kun første vers, der har overlevet, selvom jeg fangede otte på kassette en eftermiddag i 1986, lige før hun og farfar flyttede til De gamles By, som blev Margrethe og Adolfs endestation efter mere end halvtreds år på Rodosvej.

Jeg kender en pige, hun er så rar,
I Knabstrup bor hendes mor og far.
for føden og klæder hun må gøre gavn,
og Margreeethe, deet er hendes navn.
Tra la lal la la, la la lal la la,
tra la la la la la la lal la laj!

Min farmor fortalte altid historier. Non stop. Mens min farfar og jeg lagde kabale, jeg med farmors kort, der var vasket med klud så mange gange, at de føltes som fedtet lærred. Mens vi fik vaniljekranse med Tante Elly, som altid var konfus, eller spiste medister og store melede kartofler med skiver af tyk brun sovs. Mens vi vaskede op eller hørte John Mogensen og Jørgen Ryg på rejsegrammofonen. Og stueuret tikkede.

Drama i Kødbyen
Farmor gentog alle historier hundrede gange, og mange af dem var om min far med plaster på knæene eller hans ældre bror, der havde tatoveringer, pomade og cykelstyr og sejlede på de syv have. Men der var også fortællinger om farmor selv. Om da hun slæbte ler på Knabstrup Teglværk som barn, om storstrejken i Kødbyen til hendes ære, turen med 2’eren, hvor hun måtte undertrykke et gab hele vejen til Rådhuspladsen, eller gyseren, hvor styret pludselig slap ciklen på Amagerbrogade og hun fløj syv meter med styret i hænderne og landede på numsen.

Jeg lyttede, mens jeg rodede i hendes shatol-skuffer eller lod øjnene vandre på amagerhylden og de sort hvide ansigter, der smilede til mig fra de guld- og sølvfarvede rammer, der fyldte tapeterne og hver en teaktræs- og kakkelflade. Med et tørret firkløver bag hvert eneste glas.

En af mine yndlingshistorier handlede om den gang, farmor var tillidsmand hos Tulips i Kødbyen. Hun blev fyret, sikkert fordi hun havde sagt noget sjovt til chefen, og så nedlagde hendes kolleger arbejdet i hele Kødbyen. Ingen rørte en finger, og så måtte ledelsen jo ansætte Margrethe igen.

Så populær gad jeg godt at være. Historien voksede med årene, og jeg forstiller mig altid en Hollywood-slutning, hvor min farmor kommer tilbage på arbejde og alle slagteriarbejderne er samlet på den store plads eller i en stor slagtehal, og de klapper i takt. Farmor rokker gennem flokken, bred og rund i kødbyuniform og tørklæde, og menneskemængden deler sig … som Moses eller noget … Guldet i hendes gebis blinker og hun siger, ”Nå, folkens, skal vi komme i gang med arbejdet“, og chefen tørrer sig over panden.

På mandag skal jeg i gang med arbejdet i Kødbyen. Ikke hos Tulips, jeg tror ikke, de laver pølser i Kødbyen mere, men Margrethes mellemste barnebarn skal have kontor på Flæsketorvet.

Farmor ville være stolt. Og så ville hun fortælle historien om storstrejken, der truede Københavns kødforsyning.

(Første dag på mit kontor i Kødbyen opdagede jeg med gåsehud på armene, at jeg med stor sandsynlighed havde lejet mig ind i netop det lokale, min farmor arbejdede i den gang for længe siden.)